Bryggerierne står klar med øl til det danske gastronomi-bord

PRESSEMEDDELSE

De danske bryggerier er parate til at skænke velsmagende øl, der kan virkeliggøre visionen om, at Danmark i 2025 er et globalt centrum for gastronomi. Denne vision blev i dag lagt frem af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens gastronomiske ekspertteam, Team Gastro. Det danske øl er allerede i verdensklasse, og vi har en række konkrete forslag til at hjælpe Danmark med at nå dette mål, lyder det fra Bryggeriforeningen.

Team Gastro vil styrke dansk gastronomi og skabe ekstraordinære oplevelser for både danskere, udenlandske gæster og forbrugere rundt omkring i verden. Den ambition får fuld
støtte fra de danske bryggerier.

”Det gode danske øl passer af natur ideelt til dansk madkultur, og bryggerne sørger kontant for at udvikle deres bryg, så det passer til den gastronomiske udvikling i Danmark. Derfor er det i stigende grad muligt at nyde specialøl-menuer på danske restauranter, ligesom flere og flere såkaldte brewpubs skyder op. Ude på bryggerierne er vi klar til at efterleve Team Gastros anbefalinger”, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald.

Blandt anbefalingerne fra ekspertteamet er at skabe gode, lokale madoplevelser til turisterne. I disse år skyder bryggerier i rivende fart op, også i mindre byer og på små øer. Der er efterhånden blevet 200 af dem, og mange af dem er ikke bare vigtige lokale mødesteder, men bidrager også væsentligt til turismen over hele landet. Sidste år besøgte 40-45.000
således Fur Bryghus, mens Thisted Bryghus havde 10.000 besøgende. Desuden er Carlsbergs Besøgscenter år efter år blandt Københavns ti mest besøgte turistattraktioner og modtog
sidste år 184.000 besøgende.

”Men hvis vi skal nå helt i mål med visionen og anbefalingerne, må regeringens endelige Gastro 2025-udspil indeholde konkrete muligheder for, at dansk øl kan bidrage endnu mere
til at etablere Danmark som verdenscentrum for gastronomi”, siger Niels Hald.

Han foreslår eksempelvis, at øl på lige fod med vin skal indgå i kokke- og tjeneruddannelsen, at der udvikles en marguerit-rute for øl- og gastronomioplevelser, samt at officiel markedsføring af dansk mad – eksempelvis på erhvervsfremstød – altid sker sammen med dansk øl.

Bryggeriforeningen er repræsenteret i Team Gastro af Henrik Vang, der er direktør for
Nørrebro Bryghus i København.

Yderligere info: Bryggeriforeningens komm.chef Louis Illum Honoré, 5158 8796, lih@bryggeriforeningen.dk.


Læs flere artikler