Rekord: 1.298 nye danske øl i 2015

For andet år i træk kom der over 1.000 nye øl fra de danske bryggerier. Et år hvor 15 nye bryggerier debuterede, så der nu er 172 i Danmark ifølge Beerticker.dk

haderslev3lowOptimismen boblede blandt de danske bryggerier som aldrig før i 2015. Hele 1.298 nye danske øl kom på markedet i Danmark i 2015. I gennemsnit 3½ øl hver dag. 17% flere end året før – i 2014 kom 1.108 nye øl.

Det fremgår af en oversigt lavet af Beerticker.dk, der har stået for oversigterne over nye danske øl siden 2007. Ifølge Peter Myrup Olesen, som står bag Beerticker.dk, er det den mest komplette og korrekte oversigt, der eksisterer.

Oversigt over antal nye danske øl på det danske marked siden 2000:

  • 2000: 15
  • 2001: 21
  • 2002: 30
  • 2003: 54
  • 2004: 82
  • 2005: 234
  • 2006: 506
  • 2007: 556
  • 2008: 647
  • 2009: 604
  • 2010: 590
  • 2011: 616
  • 2012: 756
  • 2013: 927
  • 2014: 1.108
  • 2015: 1.298

I løbet af de sidste 10 år er der således kommet 7.608 nye danske øl. 1.298 dækker alle kommercielle nye danske øl i løbet af 2015. Lige fra øl der nu er fast del af sortimentet til små engangs bryg, der kun har været tilgængelig en kortere periode.

antal øl

Følgende danske bryggerier og kontraktbryggerier kom med flest nye øl i 2015:

Her er angivet de øl, der kom på det danske marked i 2015.

  • 123: Mikkeller
  • 68: Ølsnedkeren
  • 66: WarPigs Brewpub
  • 50: To Øl
  • 44: Nørrebro Bryghus
  • 43: Det Lille Bryggeri (inkl. Shadow Brew)
  • 33: Amager Bryghus
  • 32: Rocket Brewing Company
  • 31: Kølster Malt og Øl
  • 31: Svaneke Bryghus
  • 29: Dry & Bitter Brewing Company (inkl. Fermentoren)
  • 28: Humleland
  • 26: Bryggeri Skovlyst (Hareskoven)
  • 26: Søgaards Bryghus
  • 23: Kongebryg
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Foto: Flemming Effersøe

Mikkeller og To Øl er kontraktbryggerier, der får brygget langt hovedparten af deres øl ved andre bryggerier. Således var Ølsnedkeren igen i 2015 det danske bryggeri, som har brygget flest øl på eget anlæg.

Om listen over nye danske øl

http://beerticker.dk/nye-danske-oel-2015

Det er niende år i træk Beerticker.dk’s bagmand Peter Myrup Olesen udarbejder en liste over nye danske øl.  Listen inkluderer i Danmark kommercielt tilgængelige øl fra dansk cvr-registrerede bryggerier og kontraktbryggerier. Listen er baseret på oplysninger indsamlet fra utallige kilder i løbet af året. Til sidst er listen gjort tilstræbt komplet og korrekt, baseret på at langt størstedelen af de danske bryggerier er blevet kontaktet af Beerticker.dk.

Nye bryggerier i 2015

Danmark har nu 172 bryggerier og kontraktbryggerier. Sidstnævnte får brygget deres øl på andre bryggeriers anlæg. Det fremgår af en oversigt fra Beerticker.dk

15 bryggerier og kontraktbryggerier debuterede med øl i 2015:

  • Alefarm Brewing (kontrakt/snart bryggeri)
  • Bugtens Bryghus (bryggeri)
  • Frederikssund Bryghus (bryggeri)
  • Gamma Brewing Company (kontrakt)
  • Geddal Gaardbryggeri (bryggeri)
  • Gedser Bryghus (bryggeri)
  • Hallegaard Small Batch Brewery (bryggeri)
  • Hareskovens Bryggeri Skovlyst (bryggeri)
  • Hopkings Brewing Company (bryggeri)
  • Howling Monkey (kontrakt)
  • Jacobi Craft Brew (bryggeri)
  • Ladager Bryghus (bryggeri)
  • Olsens (bryggeri)
  • WarPigs Brewpub (bryggeri)
  • WestEnd Brygcentral (kontrakt)
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Foto: Flemming Effersøe

Det slutter ikke her. Beerticker.dk har kendskab til en helt række flere bryggerier, der er på vej.

Kun 3 bryggerier og kontraktbryggerier lukkede i 2015 – Slagelse Bryghus, der gik konkurs samt Det Gale Bryggeri og Beer Garage, der valgte at lukke. Beer Garage både åbnede og lukkede i 2015, og er derfor ikke medtaget på ovenstående oversigt over nye bryggerier i 2015. Ud over Slagelse Bryghus, gik Nibe Bryghus også konkurs i 2015, men blev hurtigt videreført under nyt ejerskab.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Foto: Flemming Effersøe

– Det kan måske undre nogen, at Bryggeri Skovlyst er medtaget her som værende et nyt bryggeri i 2015. Baggrunden er en opsplitning af Skovlyst i to. Skovlyst Production A/S og det nye selskab Hareskovens Bryggeri Skovlyst ApS, som udover navnesammenfaldet ikke længere har noget med hinanden at gøre. Sidstnævnte brygger og serverer kun øl ved restauranten i Hareskoven. Skovlyst Production står bl.a. bag flaskeøl i detailhandlen, oplyser Peter Myrup Olesen, Beerticker.dk.

Beerticker.dk’s oversigt dækker over selskaber bag bryggerierne. Eksempelvis tæller Royal Unibrew kun som et bryggeri, selvom Royal Unibrew har danske bryganlæg både i Faxe og Odense.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Foto: Flemming Effersøe

 


Læs flere artikler