Læskedrik og vand-definitioner

Bryggerier og tapperier producerer forskellige typer læskedrikke, juice, most, cider og vande. Nedenfor er branchens produkter beskrevet kort.

For nogle af produkterne – f.eks. juice, naturligt mineralvand og kildevand findes der i fødevarelovgivningen varestandarder, der beskriver krav til produkternes sammensætning.

For andre produkter som f.eks. øl og læskedrikke findes der ingen varestandarder i fødevarelovgivningen, ligesom der ikke findes særlige branchestandarder.

Læskedrik med kulsyre (sodavand)
Læskedrik med kulsyre består typisk af vand, sukker og kuldioxid, samt eventuelt frugtsaft og godkendte tilsætningsstoffer. Eksempler på læskedrikke med kulsyre er cola, appelsinvand, citrus og lemon/lime.

Læskedrik med kulsyre uden sukker (light) og læskedrikke med nedsat sukkerindhold
I stedet for sukker kan læskedrikke tilsættes godkendte sødestoffer som f.eks. aspartam, acesulfamkalium og saccharin. Nogle læskedrikke er endvidere combisødede, hvilket vil sige, at de både indeholder sukker og sødestoffer. Sukkerindholdet i combisødede læskedrikke er nedsat betydeligt i forhold til indholdet i almindelige sukkersødede læskedrikke. De fleste varianter af læskedrikke findes også som light-produkter.

Læskedrik uden kulsyre
Læskedrikke kan fremstilles uden tilsætning af kulsyre. Et eksempel på en læskedrik uden kulsyre er iste.

Energidrikke
Energidrikke er læskedrikke, der indeholder koffein samt evt. vitaminer, mineraler eller visse andre stoffer. Energidrikke indeholder ikke mere energi, i form af sukker, end andre læskedrikke, som sodavand og saftevand. De er derimod en kilde til energi pga. deres indhold af bl.a. koffein og ofte også glucoronolacton og taurin. Koffein forekommer naturligt i kaffe, te, guarana, kakao, colanødder mv., men tilsættes også fødevarer i form af ekstrakter af ovennævnte planter eller som rent stof. Energidrikke er tilsat mere end 150 mg/l koffein. Koffein er kendt for at have en opkvikkende effekt, der påvirker forskellige mennesker i forskellig grad. Energidrikke med højt koffeinindhold skal mærkes med ”Højt koffeinindhold. Bør ikke indtages af børn eller gravide eller ammende kvinder”.

Myter om energidrik. Her er fakta.

Juice
Juice er ren frugtsaft, som er fremstillet enten direkte udfra citrusfrugter/æbler eller udfra koncentreret citrusfrugtsaft/æblefrugtsaft. Juice må ikke være sødet med sukker.

Æblemost
Æblemost er ren æblesaft. Æblemost må ikke tilsættes sukker.

Naturligt mineralvand
Naturligt mineralvand er vand, der er godkendt af fødevaremyndighederne som naturligt mineralvand. Der findes en liste over godkendte naturlige mineralvande i EU. Vandene skal stamme fra en underjordisk kilde, og de skal overholde regler om bl.a. udvinding og mikrobiologiske og grænseværdier, der er fastsat i en dansk bekendtgørelse om naturligt mineralvand. Her kan du se en video om kravene til naturligt mineralvand udarbejdet af European Federation of Bottled Waters.

Kildevand
Kildevand er ikke som naturligt mineralvand godkendt særskilt af fødevaremyndighederne. Kildevand skal ligesom naturligt mineralvand stamme fra en underjordisk kilde, og det skal overholde regler om bl.a. udvinding og mikrobiologiske grænseværdier, der er fastsat i en dansk bekendtgørelse om kildevand, samt kemiske grænseværdier, der er fastsat i et EU-direktiv om kvaliteten af drikkevand.

Dansk vand
Betegnelsen “dansk vand” beskriver vandtyper, der består af drikkevand, som ofte stammer fra en kommunal vandforsyning. Vandet emballeres og tilsættes kulsyre samt diverse salte.

Cider
Dansk produceret cider er lavet af æble- eller pæresaft. Alkoholindholdet i cider skal udelukkende stamme fra forgæring af sukker. Cider kan tilsættes naturlige aromaer og vand samt sukker før og efter gæring.