Afgift på flaskevand er et vildskud

PRESSEMEDDELSE 3.maj

Det er en rigtigt god idé at inkludere plastflasker til juice og saft i det velfungerende danske pantsystem, sådan som Socialdemokratiet i dag foreslår i sit klimaudspil. Men det er et vildskud at indføre en afgift på vandflasker, for de er i forvejen i pantsystemet og bliver indsamlet og genanvendt.

Der er mange fine intentioner bag Socialdemokratiets klimaoplæg, som blev lanceret i dag, mener Bryggeriforeningen. Men desværre rammer et enkelt forslag i oplægget helt skævt, idet det hævdes, at en afgift på vandflasker skulle være godt for miljøet.

”Det undrer os, at der bliver sat fokus på plastvandflasker, som allerede er en del af det danske pantsystem, som sørger for at indsamle og genanvende vandflaskerne. Desuden udgør de blot 1,9% af al plastemballage i Danmark, mens langt den største del af dansk plastemballage ikke bliver indsamlet og genanvendt”, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald.

Til gengæld vil Bryggerforeningen meget gerne være med til at indføre pant på plastflasker til juice og saft, sådan som det foreslås i udspillet.

”Det er på høje tid at gøre det samme med juice- og saftflasker som med vandflasker; nemlig indsamle og genbruge dem”, siger Niels Hald.

Fakta:

  • Plastflasker til læskedrikke, iste, vand m.m. indsamles via Dansk Retursystem (DRS), som ejes af danske bryggerier og tapperier
  • DRS indsamler 9 ud af 10 emballager
  • De indsamlede plastikflasker afsættes som råvare til fremstilling af nye fødevareemballager
  • Flasker til vand udgør 1,9% af alt plastemballage i Danmark
  • Mens danskerne i gennemsnit drikker ca. 20 liter vand på flaske årligt, er de sydeuropæiske lande oppe på over 100 liter årligt

Læs flere artikler