Copenhagen Beer Week

Mere end 35 bryggerier fra hele Danmark er gået sammen om at sætte fokus på dansk øl og den danske ølkultur, når Copenhagen Beer Week afholdes for første gang den 2.-9. maj 2020. 

Den danske ølbranche er i rivende udvikling. I år 2000 var der under 20 danske bryggerier, mens der i dag er mere end 200 bryggerier i hele landet. Alene i år lanceres omkring 2000 nye øl på markedet. Og nu er de danske øl-producenter gået sammen om at lave en festival, der fejrer øllen og en branche i vækst.

Copenhagen Beer Week, der afholdes fra den 2. – 9. maj 2020, hylder det danske øl som den fantastiske, velsmagende og mangfoldige drik, den er. Samtidig er ambitionen at sætte fokus på samspillet mellem øl og mad, for selvom antallet af bryggerier vokser, så er øllen stadig kun lige ved at finde vej tilbage til middagsbordet. Copenhagen Beer Week ønsker også at belyse øl som kulturfænomen igennem tiden – både historisk og i dagens Danmark. Copenhagen Beer Week inddrager museer, gallerier, laboratorier og en række andre institutioner.

ÅBEN, et af landets yngste bryggerier, der netop er blevet kåret til Årets Danske Bryggeri 2019, er en af de talrige bryggerier, der støtter op om Copenhagen Beer Week. Philip Hulgaard, grundlægger og daglig leder, håber Copenhagen Beer Week bliver en ny øl-tradition:

”Kan vi være med til at skabe gode oplevelser for de mange nørdede ølgæster og alle dem, der vil på opdagelse i øllets verden, så har vi opnået det, vi gerne vil med Copenhagen Beer Week. Vi håber, at ÅBEN sammen med alle de andre gode danske bryggerier kan være med til at starte endnu en god øl-tradition i Danmark og dermed udbrede kendskabet til dansk øl både i Danmark og internationalt.”

Et alsidigt program, der får hele byen til at bruse og boble

Tap takeover på den lokale bar, fornem øl-middag i byen, øl-yoga, smagning med brygmesteren eller et særdeles velsmagende foredrag om øllets udvikling igennem tiden? Der er plads til det hele og mere til i det store program, som afsløres til foråret.

Det åbne program finder sted på restauranter, barer, kulturinstitutioner og gallerier rundt omkring i byen. Det hele kulminerer den 8. og 9. maj, hvor Copenhagen Beer Week indtager Israels Plads midt i København. Her vil en lang række bryggerier præsentere og sælge deres produkter til nysgerrige og tørstige gæster, der også kan se frem til et varieret udvalg af lækker mad samt et underholdende scene-program med plads til både musik, samtaler, debatter og meget mere. Som en del af Copenhagen Beer Week afholder Mikkeller sin Mikkeller Beer Celebration Copenhagen i Øksnehallen, hvor de hippeste bryggerier fra hele verden er med. Her er det i øvrigt stadig muligt at få billetter, men man skal være hurtig, for de er meget snart udsolgt.

Mikkel Borg Bjergsø, grundlægger og adm. direktør i Mikkeller, er en af idémændene bag Copenhagen Beer Week. Han ser frem til at sætte fokus på de danske bryggerier og skabe en festival for hele København:

”Vi har jo afholdt Mikkeller Beer Celebration Copenhagen og Mikkeller Beer Week, som er meget fokuseret på ølnørder og hardcore Mikkeller-fans. Langt størstedelen af vores gæster er udlændinge, der kommer til København for at deltage. Men mange københavnere aner slet ikke, at der finder så stor en international øl-begivenhed sted. Derfor vil vi gerne være med til at skabe en øl-festival for hele København med Copenhagen Beer Week.”

Copenhagen Beer Week finder sted den 2. – 9. maj i København. Fra den 8 – 9. maj indtager festivalen Israels Plads med en lang række af store og små danske bryggerier.

Læs mere om Copenhagen Beer Week her:

Website: http://cphbw.dk

Facebook: https://www.facebook.com/copenhagenbeerweek

 


Læs flere artikler