Drik vand i varmen – med omtanke for miljøet

Hvis du ikke har en vandhane i nærheden, så vælg vand i pantflasker – for de bliver indsamlet og genanvendt, fremhæver Bryggeriforeningen

Når de sydlandske temperaturer i disse dage varmer os gevaldigt op, er det vigtigt at drikke masser af vand. Én til halvanden liter væske i døgnet er som regel tilstrækkeligt, lyder kostrådet fra Fødevarestyrelsen, der anbefaler at drikke vand.

Danskerne drikker da også dagligt 1,8 liter væske i gennemsnit – heraf 0,75 liter vand. Men når solen bager, skal vi drikke meget mere.

”Heldigvis har vi glimrende hanevand i Danmark. Men når man er på farten, har man nogle gange langt til en vandhane, og det kan være nødvendigt at supplere hanevandet med kildevand fra en butik for at få tiltrækkeligt med væske. Af hensyn til miljøet vil vi gerne opfordre til, at forbrugerne køber kildevand i pantflasker”, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald.

Plastflaskerne, som dansk kildevand oftest sælges i, bliver nemlig indsamlet gennem pantsystemet og genanvendt. Derimod bliver emballager uden for pantsystemet i bedste fald smidt i skraldespanden. Det gælder eksempelvis kartonner med plastlåg og indvendig folie af plast.

”Plast er en værdifuld ressource, som fortjener at blive genanvendt i stedet for at gå op i røg på forbrændingsanlæggene – eller endnu værre at ende i naturen”, siger Niels Hald.

Danskernes årlige forbrug af vand på flaske – både med og uden brus – har de seneste mange år ligget på omkring 20 liter om året pr. person, mens gennemsnittet i EU er på 115 liter om året.

 


Læs flere artikler