Flere danskere drikker alkoholfrit øl

Danskerne har for alvor fået smag for øl uden alkohol. I 2018 åbnede de knap 13 millioner dåser og flasker med alkoholfrit øl fra Bryggeriforeningens medlemmer, hvilket svarer til en stigning på 31,6% i forhold til året før.

Samtidig tilbyder danske bryggerier forbrugerne mange flere alkoholfrie øl at vælge imellem. For fem år siden var der kun enkelte øl uden alkohol på butikshylderne, men i dag kan øl-nydere smage sig gennem hele 20 alkoholfrie øl fra danske bryggerier.

”Det er svært at brygge godt øl uden alkohol til at binde smagen sammen. Men brygmestrene bliver år for år dygtigere til at brygge alkoholfrit øl, som smager rigtigt godt”, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald.

En øl må betegnes som alkoholfri, hvis den indeholder 0,5% alkohol eller derunder. Det er især forældre i børnefamilier, som lægger alkoholfrie øl i indkøbskurven. Og der skænkes flest alkoholfrie øl i landets større byer.

”Succesen for alkoholfrit øl hænger givetvis sammen med, at flere forbrugere gerne vil have en aktiv livsstil. Blandt visse forbrugergrupper er alkoholfri øl blevet trendy”, siger Niels Hald.

Fakta: Hvad er alkoholfrit øl?
Ifølge dansk lovgivning må en øl betegnes som alkoholfri, hvis den indeholder 0,5% alkohol eller derunder. Når loven tillader denne lille mængde alkohol, hænger det blandt andet sammen med, at hvis der er gærede sukkerstoffer i en føde- eller drikkevare, kan der forekomme en lille rest alkohol i varen. I eksempelvis en overmoden banan og i flere frugtjuicer, der ikke er lavet på koncentrat, kan man finde en smule alkohol.

For yderligere oplysninger kontakt venligst komm.chef Louis Illum Honoré, mobil: 51588796, mail: lih@bryggeriforeningen.dk.


Læs flere artikler