Nye danske øl nr. 1000 i år klar til ganen

For femte år i træk kommer der over 1000 nye danske øl på markedet. Sættes der ny rekord i 2018?

Øl nr. 1000 er netop blevet anerkendt på listen over nye danske øl i 2018. Det blev Barrel Aged Good Morning Vietnam fra Bad Seed Brewing, fremgår det af en oversigt, som Beerticker har udarbejdet for Bryggeriforeningen.

Hermed er det et faktum, at der for femte år i træk kommer mindst 1000 nye øl fra de danske bryggerier på markedet. Tilbage i 2014 blev der lanceret 1108 nye danske øl, hvorefter antallet løbende er steget til rekorden på 1622 nye øl i 2017. Tilbage i 2000 blev der blot brygget 15 nye øl.

Om 2018 bliver et rekordår er endnu uvist. Øl nr. 1000 blev lanceret på cirka samme tidspunkt i 2017.

Barrel Aged Good Morning Vietnam fra Bad Seed Brewing er en fadlagret Imperial Sweet Stout på med vietnamesisk kaffe og laktose. Brygget har taget yderligere smag af fem måneders lagring på et brugt whiskyfad fra Stauning Whisky.

Bad Seed Brewing er i gang med at opføre et nyt bryggeri i Gudumholm sydvestfor Aalborg.

Beertickers liste afslører, at Danmark allerede har set de første eksempler på en spritny ølstil: Brut IPA, der blev opfundet i San Francisco så sent som i november sidste år. Allerede i maj kom den første Brut IPA fra Ebeltoft Gårdbryggeri – I’m Dry With A Little Help From Some Friends. I juli og august fulgte andre danske Brut IPA’er fra BRUS, Gamma Brewing Co., PhenomenAle og WarPigs.

Det nye i Brut IPA er at bruge et amalyse-enzym under brygning af en IPA (India Pale Ale), hvilket bevirker, at der stort set ikke er noget restsukker i den færdige øl. Brut IPA er tør, meget aromatisk, sprudlende og med stor fokus på humlen, men med lav bitterhed. Altså en champagneagtig øl.

”Det er skønt at opleve den idérigdom, som udfolder sig på den danske ølscene. Vi har tidligere set, hvordan en ny ølstil har taget danske bryggere og forbrugere med storm. I 2015 eksisterede New England IPA ikke i Danmark, men sidste år kom der hele 66 af slagsen. Måske sker det nu igen med Brut IPA”, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald.

Der er noget for en hver smag, blandt de mange nye øl på Beertickers årsliste. Såsom Mellow Tropics fra Dry & Bitter Brewing Company – en Mini-Milkshake IPA med ananas og passionsfrugt. Eller Don’t Worry Brown Ale fra Svaneke Bryghus, der er både er økologisk og alkoholfri. Eller brygget med med det opfindsomme navn Exploding White Mice, som er en Triple IPA på hele 12% fra Amager Bryghus.

Det økologiske 3 Crates Brewing fra Klitmøller i Thy er mest produktiv blandt de nye bryggerier i 2018 og har allerede lanceret 26 øl.

På trods af at de mange bryggerier naturligvis er konkurrenter er den danske ølverden præget af samarbejde og videndeling. Det ultimative danske samarbejdsbryg kom i august på haner og flasker; over 20 danske bryggerier har sammen brygget Danmarks Største Collab – en Session IPA – hvorfra overskuddet går til Julemærkefonden.

 


Læs flere artikler